Fra Berlingske

Et varmere klima har alvorlige konsekvenser for kloden. Grønland mister flere milliarder ton væske årligt. Globale klimaændringer fik verdens nationer til at skride til handling.

Foto: Scanpix/Kirsten Petersen

---

COP står for Conference of parties, som på dansk kaldes partkonference.

Her ses en oversigt over de hidtil afholdte og de foreløbig planlagte partskonferencer.

• COP1: Foråret 1995, Berlin.
• COP2: Juli 1996, Geneve, Schweiz.
• COP3: December 1997, Kyoto, Japan.
• COP4: November 1998, Buenos Aires, Argentina.
• COP5: 25. oktober – 5. november 1999, Bonn, Tyskland.
• COP6: 13.- 25. november 2000, Haag, Holland.
• COP6 bis: 16. – 27. juli 2001, Bonn, Tyskland.
• COP7: 29. oktober – 10. november 2001, Marrakech, Marokko. • COP8: 23. oktober – 1. november 2002, New Delhi, Indien.
• COP9: 1. – 12. december 2003, Milano, Italien.
• COP10: 6. – 17. december 2004, Buenos Aires, Argentina.
• COP11: 28. november – 9. december 2005, Montreal, Canada.
• COP12: 6. – 17. november 2006, Nairobi, Kenya.
• COP13: 3. – 15. december 2007, Bali, Indonesien.
• COP14: 1. – 12. december 2008, Poznan, Polen.
• COP15: 30. november – 11. december 2009, København, Danmark.

COP1
Den første partkonference foregik i foråret 1995 i Berlin. Her vedtog parterne at indlede forhandlingerne om det, der senere skulle blive til Kyoto-protokollen. Målsætningen for COP1 var, at landene skulle påtage sig juridisk bindende forpligtelser for reduktion af udledningen af drivhusgasser.
COP2
Konferencen fandt sted i juli 1996 i Geneve, Schweiz. Konferencen resulterede i en ministerdeklaration, der blandt andet lagde op til en accelereret forhandlingsproces, således at en protokol eller et andet juridisk instrument kunne vedtages på den efterfølgende partskonference.
COP3
Denne afgørende konference foregik i december 1997 i Kyoto, Japan. Kyoto-protokollen blev vedtaget efter hårde forhandlinger mellem EU og USA. Mindst 55 parter skal have ratificeret protokollen, før den træder i kraft. Hvis enkelte store industrilande ikke ratificerer, bliver mulighederne for en ikrafttrædelse dermed mindre. Dog vil protokollen eksempelvis kunne træde i kraft uden USA, hvis EU, Rusland, Japan og de østeuropæiske lande ratificerer protokollen. Det viser sig efterfølgende, at Rusland ikke ratificerer protokollen før oktober 2004 og denne træder derfor ikke i kraft før 2005.
COP4
Den fjerde konference, som var i november 1998 i Buenos Aires, Argentina, var en opfølgning på mødet i Kyoto og en vurdering af, om de aftalte forpligtelser til reduktion af drivhusgasemissioner vil være tilstrækkelige til at undgå en farlig menneskelig påvirkning af klimaet. På mødet blev der opnået enighed om en tidsplan frem til COP6 vedrørende udmøntning af protokollen og visse forpligtelser under Klimakonventionen. Dette kaldes Buenos Aires Handlingsplanen.
COP5
Fandt sted den 25. oktober – 5. november 1999 i Bonn, Tyskland. Der blev opnået enighed om et kraftigt intensiveret arbejdsprogram for klimaprocessen frem mod den sjette partskonference og implementeringen af Buenos Aires Handlingsplanen. En lang række lande med EU i spidsen udtrykte, at Kyoto-protokollen skal være ratificeret og træde i kraft i 2002.
COP6
Den 13.- 25. november 2000 i Haag, Holland afholdtes den sjette konferencen. Den havde det overordnede formål at opnå aftale om en udmøntning af protokollens bestemmelser med henblik på, at et tilstrækkeligt antal parter efterfølgende ville ratificere protokollen, så denne kunne træde i kraft. Det endte dog i større uenighed mellem EU og USA og forhandlingerne brød sammen.
COP6 bis
Den 16. – 27. juli 2001 indkaldte Klimasekretariatet til dette ekstraordinære møde i et forsøg på at forlige de uenige parter i Bonn, Tyskland.
COP7
Den efterfølgende konference blev afholdt den 29. oktober – 10. november 2001 i Marrakech, Marokko. Dette møde endte, i modsætning til det forrige, meget succesfuldt, idet de stridende parter endelig nåede til enighed omkring de fleste emner på dagslisten, som tidligere havde skabt stridigheder.
COP8
Konferencen fandt sted i New Delhi, Indien fra den 23. oktober – 1. november 2002. Under det danske EU-formandskab forsøgte EU forgæves at få ministrene til at vedtage en deklaration om behovet for yderligere initiativer for at begrænse klimaforandringerne.
COP9
Foregik den 1. – 12. december 2003 i Milano, Italien. Mødet bragte tekniske afklaringer på nogle af de udeståender, der fortsat var efter Marrakech-mødet. Det drejede sig blandt andet om udførelsen af kvote-systemet og om hvorvidt afgivelse og optag af CO2 i jorden og skove skulle beregnes.
COP10
I Buenos Aires, Argentina den 6. – 17. december 2004 begyndes en diskussion omhandlende tiden efter 2012, dvs. efter Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode er udløbet.
COP11
Den 11. Konference finder sted i Montreal, Canada fra den 28. november – 9. december 2005. En international aftale for 2012 og frem bliver fastlagt i to spor. Det ene er en global dialog omkring en langsigtet klimaforpligtelse for alle lande, inklusiv USA og diverse store udviklingslande, eksempelvis Kina, Indien, Brasilien osv. Det andet er en konkret forhandling under Kyoto-protokollen om de industrialiserede landes forpligtelser efter 2012.
COP12
Den 6. – 17. november 2006 i Nairobi, Kenya. Udestående momenter i implementeringen af Kyoto-protokollen bliver afsluttet og grundsten for langsigtede klimaforpligtelser lægges.
COP13
På Bali, Indonesien fra den 3. – 15. december 2007 blev der klargjort en køreplan for de næste to års samarbejde, som skal danne rammen om den endelige langsigtede globale klimaaftale i København 2009. Ligeledes blev man enige om at oprette en tilpasningsfond, som skal hjælpe ulandene med at tilpasse sig til klimaforandringerne.
COP14
Den 1. – 12. december 2008 i Poznan, Polen.
COP15
Den 30. november – 11. december 2009 i København, Danmark.

Kilde:
www.cop15.dk